Alt for mange har en opfattelse af, at de ikke ser så smarte ud med cykelhjelm.
Med målsætning om kraftigt at øge anvendelsen af cykelhjelm, primært i urbane områder, blev kampagnen designet med udgangspunkt i et samarbejde med fire kunstnere, der havde designet nye flotte cykelhjelme og Netto, der solgte disse hjelme til attraktive priser i kampagneperioden.
Kampagnen bestod af stillads-reklame, outdoor i øvrigt og online bannere. På kæmpe stillads reklamer kunne man løbende følge med i hvordan en kunstner i løbet af en uge malede kæmpe cykelhjelme. I København var det Kristian Hornsleth der malede løs, mens Basco Five slap kreativiteten løs i Århus.
Herudover bestod kampagnen af plakater på buslæskure (Europlakater), hvoraf det på en del af disse blev gjort muligt, at cyklister kunne stoppe og tegne direkte på plakaterne – der hang naturligvis tuscher ved selve opstanderen.
Udover at de anvendte outdoor medier var velegnede til at understøtte hele konceptet om, at cykelhjelme kan være smarte, var disse medier også super målrettet cyklister i urbane områder. Men hvis vi for alvor skulle få danske cyklister til at slippe kreativiteten løs, var vi godt klar over at vi måtte aktivere dem online.
Det blev gjort med en online banner kampagne og sitet minhjelm.dk. Her kunne man tegne sin helt egen hjelm, hvor vinderen så sidenhen blev honoreret med at få produceret sin hjelm – og en tur til New York. Der blev uploadet mere end 15,000 designs på minhjelm.dk.
Hele kampagnen fik en rigtig god dækning i pressen, og cykelhjelmene i Netto blev udsolgt inden for få dage. Vi venter nu på de officielle målinger for at se om vi har nået målsætningen om øget anvendelse af cykelhjelm, men det regner alle vist med er sket …










