Danske onlinemedier satte ny rekord for 1. kvartal i bannerannoncering med en vækst på 21 procent sammenlignet med samme kvartal 2010 og rundede dermed de 300 millioner kroner.
Hos FDIM glæder man sig selvsagt over udviklingen: "Vi glæder os over den meget positive udvikling i en tid, hvor de finansielle markeder generelt stadig er præget af økonomisk usikkerhed. Væksten er en fortsættelse af tendensen med at flytte en større del af markedsføringen fra andre mediegrupper til onlinemedierne kombineret med optimisme i samfundet." udtaler Allan Sørensen, analysechef i FDIM.
Markedspladser, der dækker rubrikannoncemarkedet, telefonbøger på nettet, job m.m. steg 10 procent sammenlignet med 1. kvartal 2010 og nåede op på over 202 millioner kroner.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at DRRB (som måler hvad mediebureauerne køber) kun har målt en vækst på 10% i den samlede online markedsføring i.f.t. 2010. Det kan enten skyldes, at flere køber ind udenom mediebureauerne eller at search (som er med i DRRB's tal) mister markedsandele. Det sidste er det mest sandsynlige, og kan meget vel skyldes, at flere og flere begynder at arbejde med "path to conversion". Med dette begreb forsøger man at forstå hvilken effekt alle online påvirkninger har på forbrugeren i stedet for blot at henføre en konvertering til det sidste klik. Sidste klik metoden henfører alt for mange konverteringer til Google.
Google offentliggør først tal for året som helhed, så det endelige svar lader vente på sig, men hos mediebureauet Havas Media tror vi at search og Google står til at få et udfordrende 2011.










