“Det er bemærkelsesværdigt, at ’Internet’ kun har realiseret en vækst på 14 procent i et 1. kvartal, hvor det samlede marked er vokset med 15 procent. Det er første gang i meget lang tid, at Internet ikke tager markedsandele,” siger Søren Bronée, partner i mediebureauet Havas Media, der også konstaterer, at Internet steg i marts, men kun med ni procent i forhold til marts 2010.
Søren Bronée peger på tre årsager til den udvikling, der viser sig i 1. kvartal, og som formentlig holder året ud. Pilen peger på tv-mediet, der står i en meget gunstig situation.
“Tv har virkelig formået at få skruet op for priserne i år, i takt med at efterspørgslen er steget med den generelle økonomiske temperatur. Samtidig har tv gennem de sidste 2-3 år oplevet en voldsom vækst i inventory - blandt andet på grund af øget tv-sening. Den kombination har andre mediegrupper svært ved at hamle op med. Og endelig, når tv ser sig i stand til at levere en stærk vækst på 26 procent i 1 kvartal, så må det jo gå ud over andre mediers store vækstrater,” siger Søren Bronée.
Søren Bronée retter også blikket mod dagbladene som medskyldig i, at den digitale vækst er dæmpet. Papirmedier tiltrak sig faktisk vækst i 1. kvartal. Annonceomsætningen i lokale / regionale ugeaviser nåede op på index 115, og dagblade øgede omsætningen med seks procent i 1. kvartal.
“Jeg tror faktisk, at vi så småt er derhenne, hvor flere har den opfattelse, at der i dagbladene er nogle muligheder for at trænge mere effektivt igennem med budskabet pga. den ringe støj fra andre annoncører. Der er sågar nok nogle bureauer, der efterhånden synes det er innovativt og utraditionelt at foreslå en dagbladskampagne.”
Endelig er det forbedrede økonomiske klima med til at forskyde fokus lidt mere mod branding, hvilket alt andet lige ikke er digitale mediers spidskompetence - det er det for tv, helsider i aviserne og Outdoor, påpeger Søren Bronée.










