Med Facebook Places kan man holde sine venner orienteret om, hvor man er - og holde øje med, hvor ens venner befinder sig. Funktionen er jo ikke ny - applikationer som Forsquare har tilbudt dette længe, men der går næppe mange dage før Facebook har flere brugere qua det enorme forsprig man har i sin brugerbase. Globalt har Facebook mere end 500 mio. brugere og i Danmark over 2 mio.
Den kommercielle side af Places kaldes Facebook Deals. Som annoncør kan man bruge Deals til at annoncere specifikke tilbud til personer, der befinder sig inden for et relevant geografisk område, eks. i nærheden af en butik, restaurant, fodboldstation, pølsevogn o.s.v. o.s.v. Og de personer, der får tilbuddene kan naturligvis dele disse tilbud med sine venner, så platformen kan virkelig skabe grundlag for "word of mouth".
Deals er imidlertid fortsat ikke implementeret i Danmark, men nu varer det næppe længe.
Havas Media har lavet en White Paper med et case studie, hvori vi sammen med et mobilt analysefirma (Cadio) har set lidt nærmere på forbrugernes interesser og vaner. Undersøgelsen er foretaget blandt brugere i Chicago, New York og Boston i slutningen af 2009, og studiet gav et par gode bud på, hvad annoncørerne egentlig kan bruge al denne viden og brugernes færden til.
En ting er at kortlægge forbrugernes adfærd og den vej igennem sikre, at kommunikationen bliver mere målrettet. Førnævnte undersøgelse kom fx frem til, at folk der foretrak Dunkin Donuts var 33 % mere tilbøjelige til at spise ude sammenlignet med dem som foretrak Starbucks. Med viden som denne kan der tænkes i nye partnerskaber i markedsførings sammenhæng, bl.a. i form af fælles rabatter m.m.
Man kan som virksomhed godt begynde at gøre sig klart om Places / Deals har en anvendelsesmulighed i ens eget tilfælde. Kommer man frem til, at man har en kommerciel interesse i at få folk til at "tjekke ind" på ens lokation(er), så er næste step at få oprettet sit sted og dernæst "Claime" det, hvilket i praktisk betyder, at man tager ejerskab på den pågældende lokation.










