Berlingske Media og SBS kan vise sig at være lige præcis det partnerskab, der skal til for at en ny kommerciel radio kan få succes. "Hvis Berlingske og SBS får udnyttet hinandens kompetencer, mener jeg de vil lykkes", siger CEO Johnny Twile, Havas Media.
"SBS har den erfaring, der skal til. De ved, hvad god radio er, og de har salgsiden på plads. Berlingske kan supplere med indholdssiden og en række medieplatform, og der er alle muligheder for at skabe synergi mellem disse og PopFM - på indholdssiden. Men Berlingske skal være varsom med at blande tingene sammen salgsmæssigt. Det tror jeg ikke de vil få succes med" fortsætter Johnny Twile.
PopFM forventes at få en ugentlig national dækning på ca. 60% og vil have en "voksen" målgruppe - de 30-50 årige. Musikken bliver primært fra 1970-1990. Så de store konkurrenter bliver P4 og SBS's egen Nova. Der er ingen koncessionsafgift til staten, så det alene skaber naturligvis bedre mulighed for succes.










