Vi har hele året forventet at se markant faldende vækst i reklameforbruget, og nu begynder de første advarselstegn da også at dukke op. Folketingsvalget har givet en vitamin-indsprøjtning i 3. kvartal for dagblade, online og outdoor, mens TV i sagens natur ikke har nydt godt heraf.
Det kommer derfor heller ikke som den store overraskelse, at TV2 nu meddeler, at deres vækst i 3. kvartal har været særdeles beskeden. TV2's reklame-salg voksede beskedne 2,6% i kvartalet, efter at de i 1. kvartal nåede helt op på 18,5%. Ligesom TV2 forventer vi, at 4. kvartal kommer til at ligge på niveau med 3. kvartal, måske endda en anelse lavere.
Det er naturligvis primært den makroøkonomiske afmatning, der giver problemer hos TV2.
For seermæssigt går det egentlig godt. TV 2-kanalernes kommercielle share fortsætter op og er steget til 57,4 procent i 3. kvartal mod 55,2 procent i samme kvartal i 2010. Hovedkanalens seerandel faldt i 3. kvartal med bare 0,6 procentpoint, mens nichekanalernes andel er steget med 2,8 procentpoint.
TV 2-koncernens kommercielle seerandel for de første tre kvartaler er 55,8 procent - en stigning på 0,5 procentpoint i forhold til samme periode 2010. Hovedkanalens seerandel er faldet 1,6 procentpoint, mens nichekanalernes andel er steget med 2,1 procentpoint. Det har igennem år været en tendens, at hovedkanalen taber og nichekanalerne vinder share.
TV 2 har dog fået et godt kommercielt fedtlag i årets tre første kvartaler, hvor reklameomsætningen er steget 13 pct. og nu har nået milliarden. Tv-abonnements-omsætningen på 509 mio. kr. er samtidig steget fem procent og netomsætningen på 84 mio. kr. er steget otte procent - i alt en foreløbig omsætning på 1,644 mia. kr.
TV2's overskud før skat lyder på 212 mio. kr. fra januar til september mod 408 mio. kr. i samme periode sidste år - hvor salget af sendenettet på 378 mio. kr. dog gjorde udslaget. Salget af aktieandelen i Momondo A/S bidrager med 47 mio. kr. i 2011.
TV 2 fik i 3. kvartal et overskud før skat af fortsættende aktiviteter på 42 mio. kr. mod 31 mio. kr. i 2010. Set over hele året er resultatet af fortsættende aktiviteter før skat forbedret med hele 135 mio. kr. - fra 30 mio. kr. i 2010 til 165 mio. kr. i 2011. Resultatforbedringen skyldes den øgede omsætning og færre udgifter til store sportsbegivenheder i 2011 end i 2010.
TV 2's hovedkanal fortsætter tilsyneladende med at give mindre problemer - underskuddet før skat her er indtil videre i 2011 på 83 mio. kr. mod et minus på 223 mio. kr. i samme periode sidste år. Nichekanalerne har til gengæld oplevet et mindre fald - det akkumulerede overskud før skat er på 248 mio. kr. fra januar til og med september mod 253 mio. kr. i samme periode i 2010.










